Papirsedler og self-service i dagens Danmark
Jeg rejser meget lige for tiden. I sidste uge stod jeg i self-service check-in i lufthavnen i Nice, i Sydfrankrig. Jeg løftede kufferten op og scannede den. Mine øjne var plastret til skærmen der stod lige foran mig. Min kuffert vejede over 23 kg - tre kilogram for meget. Skærmen lyste rødt. Jeg kunne ikke tjekke ind. Ved siden af stod der to check-in medarbejdere. De begyndte at tale til mig med over 100 kilometer i timen. Først på fransk derefter på en meget pæn engelsk. Jeg kan ikke huske hvad de sagde. Jeg åbnede kufferten og efter at jeg flyttede et ansigtskrem og to par af mine sko til min personlig taske, så var jeg klar til at prøve igen.
Så kom kufferten op på vægten. Der stod vi alle tre med spænding og kiggede på skærmen.
20.8 kg. Det var for meget. Men, ikke alligevel. Så skete der noget uventet. Det kunne jeg se på deres mobende ansigter. Skærmen lyste grønt. Den var god nok. Jeg var tjekket ind. Vi åndede lettet op.
Jeg skal til Paris i dag. Jeg har andet tøj med denne gang, og efter jeg nærmest har grædt mig selv i søvne over alle de smukke kjoler, jeg ikke kan have med, så er jeg klar over at kufferten vejer for meget.
Men først tager jeg toget fra Hovedbanegården. Der er en direkte tog til lufthavnen. Jeg vælger vognen med cykler symbolet, den med plads til stor baggage. Jeg stiger ind og finder en plads. En sød ung kvinde hilser på mig og giver mig en seddel. Jeg skal aflevere den når jeg stiger af.
Hun giver en seddel til alle passager. Der er et par der ikke forstår hvad hun siger hverken på dansk eller engelsk, og hun vælger at gemme to sedler.
Vi sætter os ned allesammen og toget kører.
Jeg spørger om sedlerne. De er for passageroptælling. De vil gerne vide hvor mange kører med tog til lufthavnen.
Kan de ikke se tallene ud fra billetsalgstal? Spørger jeg.. Nej, nej, det er ikke muligt.
Jeg kommer i tanker om mange måder man kunne gøre det smartere. Men jeg siger ikke noget. Jeg kigger på den søde unge kvinde, klædt i jakke med “passager optælling” trykt på ryggen. Hun har en spand med en del trykt materiele. Hun har også en slags skema i hånden.
Så får jeg øje på endnu en ung kvinde med den samme jakke og spand. Hun sidder i den samme vogn, bare nogle pladser længere væk fra mig.
Efter et par minuter, så snakker de sammen. De gør klar til næste station, Tårnby.
De står i kampposition foran døren i Tårnby. Men der kommer ingen ind i Tårnby.
Begge kvinder sidder med næsen i skemaer, fuldt opslugt af deres arbejde.
Det er åbenbart billigere at sende to medarbejdere per vogn end at bruge en IT kyndig til at lave et udtrak af købte billeter eller udtrak fra konduktørens billettjek. Billigere end at have et kamera og system der tæller ansigter op..
Vi ankommer til endestationen i Kastrup, og jeg får afleveret min seddel til den samme kvinde, der gav mig den. Hun går rundt og samler dem. Der er to passager, en ung mand og en kvinde. De har ingen billet. De har ikke taget sedlerne. De tager det stille og roligt. Smiler.
Jeg tænker, konduktør, der tjekker billeterne.. Nej. Ikke denne gang.
Nej, nej, man kan ikke lave et udtrak af de tjekkede billeter på strækningen. Ingen konduktør.
Så sker det noget flot. De to unge kvinder laver et high five og “godt gået”. Team spirit. Man bliver nærmest glad alene ved at se på det. DSB er et godt sted at være.
Pyt med det at der blev printet ud og brugt papir
Pyt med det at konduktøren ikke kom forbi for at tjekke om jeg rent faktisk har købt billeten
Æv, billeten, eller to flødeboller med kokos hos Lagkagehuset til 40 kr. Æv.
Og efter mange år i IT branchen, så tænker jeg at jeg skal have 178 trillioner i månedsløn hvis det her er arbejde.
Og fra togets papirverden, ind i lufthavnen, hvor min store kuffert skulle tjekkes ind.
Jeg sætter kufferten op på båndet. 22.6 står der på skærmen. Lige under de 23 kg man godt kan have med. Skærmen lyser rødt. Ingen personale i nærheden. Man kan godt have 23 kg. Maskinen siger noget andet.
Jeg venter. Der kommer en. Hun gør sig umage, prøver nervøst at tjekke mig ind manuelt. Hun sætter en orange seddel på min kuffert og skriver 22 på. Jeg prøver igen. Vægten er nu på 22.7 kg. Skærmen lyser rødt. Jeg får at vide at det er en ny maskine.
Jeg skal videre og stå i kø til den almindelige gammeldags tjek ind. Køen er ikke lang. Men inden jeg får lov til at stille mig i køen, så skal jeg forbi en høj pæn kvinde der afviser mig med en vis stivhed i stemmen.
Til Paris? Hun vil helst have mig til at bruge self-service. Jeg lader mig ikke skræmme og jeg får lov til at stå i køen.
Inden længe er min kuffert tjekket ind. Den søde personalet der tjekker den ind ved det godt.
Oh selvfølgelig, den der kan ikke..
Hun skriver 22 på den anden side af den orange seddel. Nu er det hele på plads.
Så smiler hun lidt da hun ser Paris som destination
God rejse
CONTINUES.. PRE-ORDER THE BOOK
I also wrote
Proactive, Microsoft Gold Partner, Partner of the Year, Denmark
I got an email from Farvela, my old MS Lead for the Ignite training. He was asking if it was possible to do branding on Mysite in the Cloud. He claimed that it wasn’t possible.
Allan Hvass, Field Enablement Lead - Western Europe – Microsoft
I submitted a couple of sessions for the event organized by Ms - MVP Open. It was an one day event filled with sessions from Ms for MVPs only. The last two time slots were reserved for MVP sessions.
Jeff Teper, Corporate Vice President, SharePoint, Microsoft
Ingen kommentarer:
Send en kommentar